Ned ad bakke
Niveau:
Begynder
Forudsætninger:
Minimum 2 både.
Vejrudsigt:
3-8 m/s
Forberedelse:
Der udlægges 2 bundmærker som gate og et topmærke
Udførelse:
Alle både sejler til topmærket men oversejler styrbord layline en anelse, så der er fri mulighed for at kontrollere fart det sidste stykke mod topmærket. Det gælder om at få alle både ind på række uden alt for meget overlap. Dette udføres ved at man slækker lidt på sejlene, hvis der er stor afstand til båden bag ved. Når den foreste båd er indenfor 2 bådslængder til topmærket, er løbet frit og der må sejles maks fart på alle både. Dog skal man holde sin plads i køen ved topmærket uanset etableret overlap.
Det gælder om at komme først til gaten og først på opkryds efter en bundmærkerunding. Der kan sejles med og uden spiler efter aftale, men det er taktikken ned af banen som er i fokus.
Prøv hele tiden nye pladser i køen omkring topmærket.
For at få flere starter kræves et godt flow i opsætningen af køen til topmærket. En nem måde at gøre dette på, er at lege ræven efter haren:
Den bagerste båd på vej op ad banen mod topmærket er haren. Harens opgave er at sejle på layline 5-8 bådslængder fra topmærket og herfra sejle til topmærket som forreste båd. De andre både er i mellemtiden sejlet over layline og kan nu benytte den lavere skæring til at falde ned tæt bag haren. Haren skal være først omkring topmærket. Hvis en båd allerede overhaler haren indenfor én bådslængde efter topmærket har denne formentlig kommet lidt for højt oppefra og dette vil i denne leg være snyd. Forsøg at falde ind i køen lidt før så dette ikke sker.
Detaljer:
Det er vigtigt at køen bliver tæt ved topmærket. Sejl en smule højere i banen end båden foran så man undgår kollision. Et lille overlap på en meter er ok, men giv plads ved mærkerundingen da bagenden svinger ud.
Er du foreste båd kan du gå efter at styre feltet ned af banen eller gå efter fri luft. Din opgave er at være forrest ved bundmærket samt at ingen både overhaler dig om luv lige efter bundmærkerundingen.
Er du midt i gruppen kan du vælge at gå efter at genere foranliggende både og måske advancere. Din opgave er at slutte på samme plads eller bedre,
Er du bagerst i gruppen er taktikken helt enkelt; skab dårlig luft for foranlæggende både og skyd frem i feltet. Slutter du længere fremme er misionen fuldført.
Der er næsten altid pladser at hente ved bundmærket ved at få et godt overlap inden 3-bådszonen og komme på inderste række mod mærket. Husk at råbe “Plads ved mærket”
Anmærkninger:
Hold tæt ved topmærket. Er der eksempelvis afstand mellem de første to både bliver der intet at kæmpe for på vej ned af banen for den forreste båd.
Spild ikke tiden efter bundmærkerundingen, søg op ad banen og vent halvvejs til topmærket skulle nogen halte efter.
Ved lænse sejlads bør man trimme til neutral på roret ved at tænke meget over vægt fordelingen i båden. Roret skal så at siges holdet fast i neutral, og båden styres med vægten. Dette giver den bedste fart.