Mand over bord
Niveau:
Begynder
Forudsætninger:
ingen
Vejrudsigt:
Alt kan bruges
Forberedelse:
Medbring MOB-bøje eller andet som flyder. Eksempelvis 2 fendere bundet sammen (kræver bådshage til at hive dem indenbords)
Udførelse:
Som udgangspunkt sejles i en tilfældig retning. MOB’en kastes ud. Rorsmanden melder “Mand over bord” og udpeger hurtigt én person til at holde øje med MOB’en og tælle afstand i bådslængder. Kursen ændres til halvvind. 3-4 bådslængder fra MOB’en udføres en vending og der faldes af til en dyb agten-for-tværs. Når MOB’en er vinkelret på båden skæres op til (foran-for-tværs) kurs mod MOB’en. Der fartkontrolleres tilbage mod MOB’en ved at slække/hive i sejlene. Før MOB’en nås skæres næsten op til vindøjet, så det sidste fart tages af båden og bagenden svinger ud mod MOB’en. Båden ligger nu helt stille med MOB’en til læ. Båden vil nu drive stille ind mod MOB’en så denne kan bjærges.
Detaljer:
Kom hurtigt på halvvind, eller korriger ved at sejle højere eller lavere, så når vendingen udføres vil båden være placeret, som var der sejlet halvvind hele vejen væk fra MOB’en. Hvis dette ikke er tilfældet vil du opleve ét af følgende:
Du sejlede højere end halvvind - Du vil opleve at stykket på foran-for-tværs mod MOB’en bliver kortere. Du sejlede lavere end halvvind - Du vil opleve at stykket på agten-for-tværs bliver kortere. Lav en krap vending for at slå farten ud af båden. Stykket på agten-for-tværs vil være accelererende, så det er helt fint at slå al fart ud i vendingen. Slæk helt ud i forsejlet på dette stykke for at mindske accelerationen.
Skær hellere op for tidligt end for sent. Er du for sent på den sejles bidevind op til MOB’en og øvelsen startes forfra så snart du er på højde med MOB’en. Er du derimod for tidligt på den kan du igen falde dybt og skære op med en bedre vinkel til MOB’en. Gøres dette lidt krapt opnås tilmed en bremsende effekt.
Slæk forsejlet helt ud på skæring tilbage mod MOB’en. De fleste moderne både sejler fint her med storsejl alene. Der er slæk på storsejlet her for at nedsætte farten. Har du brug for mere fart gribes der fat midt på storskødet og det trækkes ind så farten igen øges og slippes når den ønskede fart er nået.
De sidste meter mod MOB’en sejles så langsomt som bølger og strøm tillader. Hav aldrig direkte kurs mod MOB’en her. Et menneske i vandet vil panikke i troen på at blive sejlet ned. Sejl derimod en kurs som holder MOB’en på læ side. Når båden bremses helt ved næsten at gå i vinden svinger agterenden ud mod MOB ’en. Der går ikke længe før den stillestående båd driver ned mod MOB’en der ellers lå 1 meter til halvanden til læ for båden.
Øvelsen kan også udføres med en bomning i stedet for vendingen efter halvvind.
Prøv eventuelt den mere aggressive model af bomme-versionen. Med MOB’en bag båden, men ikke længere end en halv bådslængde, udføres en krap bomning efterfulgt af en krap opskæring. Herefter er man på en foran-for-tværs, tæt på MOB’en, og kan nu udføre den sidste del af øvelsen, hvor båden standes helt ved MOB’en.
Anmærkninger:
Hvis det ikke lykkedes i første omgang på grund af for sent opskæring, du går i står før MOB’en eller du ræser forbi MOB’en, er det helt fint at melde det ud og udføre øvelsen igen. Her er det vigtig at få rettet de fejl du lavede i første omgang.
Krappe bevægelser kan udnyttes til at tage fart af båden, men husk at melde det til resten af besætningen, der ellers vil ende i vandet.
Der skal ligges HELT stille ved siden af MOB’en. Der skulle gerne være tid til at nyde resultatet lidt inden MOB’en fiskes hjem.